Laboratorieflytning
Når frostgrader pludselig får en helt speciel betydning
Laboratorier fyldt op med alt fra mikroskoper, glaskolber og forsøgsdyr til specialfrysere, store varmeskabe og robotter i millionklassen. Laboratorieflytninger er af samme årsag noget af det mest komplekse at flytte, da der skal tages højde for ekstremt mange forhold.
Farlige kemikalier og sundhedsskadelige bakteriekulturer, som kan være en uerstattelig del af igangværende forskning. Desinfektion af udstyr med tør gas. Alt i alt indebærer det ganske enkelt, at der absolut ikke må tabes noget på gulvet. Heller ikke i bogstaveligste forstand.
Meget af udstyret må kun håndteres af producenten, og stort set alt udstyr skal kalibreres efter flytning. I nogle tilfælde kan opgaven udelukkende løses af specialteknikere, der kun findes en håndfuld af i verden. Og så er virksomheden altså nødsaget til at være ude i rigtig god tid for at sikre sig kompetencen. Og som det næste skal man for alt i verden ikke misse det aftalte tidsvindue. For så er teknikeren videre til et andet sted i verden.
Flytningen gennemføres typisk i flere parallelle spor, da udstyr og materialer er indbyrdes afhængige. Det kan eksempelvis være specialfrysere, der skal tilsluttes og fryses ind til -80 grader, inden de er klar til at tage imod de bakterier, der skal opbevares ved præcis den temperatur.
Med udgangspunkt i vores kundes input til prioritering, kategorisering og følsomhed, tilrettelægger vi den logistiske kabale, og indarbejder eksterne parters involvering i en samlet køreplan for alle dele af flytteprocessen.
Skal vi tage en snak og en kop kaffe? Skriv eller ring til os.